Erythem er benævnelsen på hudens rødmen, som fremkaldes gennem en bestråling med ultraviolet lys. En fotokemisk reaktion forårsager en opsvulmen i hudens celler, som senere bliver rød. Små blærer dannes, og efter nogle dage skaller det døde hudlag af. Populært benævnes dette solskoldning. Den spektrale afhængighed for erythem viser to maksima, én ved 297 nm og endnu én ved 254 nm. Det sidste maksimum stemmer overens med Hg-lavtryksresonanslinien.
Downes & Blount opdagede, at mikroorganismer ikke formerede sig videre, når de blev udsat for sollys tilstrækkeligt længe. Senere videnskabelige undersøgelser har påvist, at den maximale effekt optræder ved stråling med en bølgelængde på 250-270 nm. Den egentlige årsag er stadig omdiskuteret, men det antages, at en art fotokemisk proces gør sig gældende, hvor en substans i bakterien absorberer den kortbølgede UV-stråling. Denne optagelse af den kortbølgede UV-stråling medfører, at en kemisk forandringsproces påbegyndes i bakterien. Sammenligner man således de forskellige absorbtionskurver for forskellige celleopbyggende stoffer fremstår den største lighed med absorbtionskurven for thymonukleinsyre, hvorfra kromosomerne opbygges. Ved UV-C stråling ændrer dette stof sig, hvorved der ikke længere sker en celledeling/formering. For enkelt cellede organismer som f.eks. bakterier er dette dræbende, men andre mikroorganismer udviser anden type modstandsdygtighed overfor den kortbølgede UV-C stråling.